200 km Super Audax i Pfaffenrot, Sydtyskland.

                                                             

 

 

d. 13-14/5 var vi 3 danskere, Hardy, Michael samt undertegnede, der var taget til Pfaffenrot, som ligger ca. 20 km syd for Karlsruhe i det sydlige Tyskland, hvor vi skulle deltage i årets Super Audax march. Denne euraudax march, som der kun er en af hvert år, bliver afholdt et nyt sted hvert år. Efter en længere togrejse ankom vi til Carl Benz halle, opkaldt efter en af grundlæggerne til Mercedes Benz bilfabrikken da Carl Benz er født i Pfaffenrot. Aftenen forløb med indkvartering, åbningshøjtidelighed med flaghejsning og nationalmelodi fra de deltagende lande, og senere på aftenen en lækker 3 rettes middag. Der var tilmeldt 103 deltagere, 51 fra Frankrig, 30 fra Belgien, 10 fra Holland, 9 fra Tyskland samt 3 fra Danmark.

Selve turen startede fredag morgen kl. 6 i let regnvejr og blev afviklet i 2 sløjfer, hver på ca. 100km.

Paffenrot ligger i den nordlige del af schwarzwald hvilket gjorde at en stor del af ruten foregik i et meget flot, men også meget bakket skovområde, men alligevel godt afvekslende med nogle hyggelige små sydtyske landsbyer. Vi skulle da heller ikke særlig langt ud på ruten inden vi fik bakkerne at mærke, faktisk gik det meste af turen enten op af bakke eller ned af bakke. GPS viste da også efter turen ca. 2700 højdemeter, se nedenfor.  

 

Rastepladserne var jævnt fordelt med både små vandraster samt større og længere cafe-raster. Det skal dog siges at turlederen på mange af vandrasterne havde været god til at finde steder der var delvis overdækkede, det er rart nok når det vejret på en stor del af turen var halv kølig med småregn. Forplejningen samt servicen var på hele turen helt i top, mange klasser over hvad vi er vandt til på euraudax ture i Belgien. Ved alle de små rastepladser var der mindst 10 forskellige ting at spise samt både vand, forskellige sodavand, kaffe, øl og rødvin at drikke til. På de større cafe raster, stod der tilsvarende drikkevarer til fri afbenyttelse på alle bordene, utrolig behageligt i stedet for at skulle stå i kø oppe ved bardisken.

Efter 40 timer vendte vi atter tilbage til Carl Benz halle, hvor vi blev mødt med festfyrværkeri. Dette tog sig ganske flot ud da vejret nu var klaret op. Efter et velfortjent bad var der overrækkelse af guldørne til dem der havde fyldt bogen ud, samt erindringer til samtlige deltagere. Også her mødte vi den gode forplejning da der på bordene var rigelig med drikkevarer og snaks som passede til enhver smag. Dette benyttede vi os af endnu en times tid og kl. ca. halv 2 var vi så vrøvlede at det var tid til at gå i seng.

Alt i alt var dette en succes, alle 3 danskere gennemførte og kun 5 udgik i alt. Dette er absolut en af de bedste langdistance ture jeg har deltaget i, flot og afvekslende rute, desværre gjorde vejret at vi ikke fik de helt flotte udsigter, en forplejning der var helt i top, stort og rigeligt udvalg på samtlige rastepladser, og en hjælper stab der i alle 40 timer kom rundt på rastepladserne med både mad og drikke.

Kjeld