Fredag-Lørdag


Søndag

Weekenden den 23-24/5 var Søren og jeg til Kluisbergen i Belgien og gå 100km fordelt på 2 dage, ja de kaldte det en 100km tur, men det var 2x50km.

Vi fløj til Bruxelles fredag morgen og tog derfra toget til Oudenaarde. Det tog ca. en time og byen ligger vest for Bruxelles og ca.13km fra startstedet. Vi boede på et dejligt hotel på byens torv, og i denne weekend var der beach volleyball på torvet. Der var hentet sand til byen. Fredag osede vi lidt rundt i byen, hvor der bl.a. også var et kæmpe loppemarked, men ellers en stille og rolig provinsby, hvor der ikke skete det helt store. Vi smagte på det lokale øl og slappede af inden weekendens strabadser.

Der var start lørdag morgen mellem 7-9.30 og man skulle være i mål kl. 19. Vi tog bussen kl. 7.40 og måtte tage den sidste kilometer på gåben og op ad bakke til startstedet. Om lørdagen var der kun distance på 50km, så vi troede egentlig vi ville komme til at gå for os selv, men vi mødte og indhentede flere undervejs.

Det kostede 15 euro for et startkort som gjaldt begge dage og inkluderede forplejning på hele turen og en T-shirt. Der var også mulighed for at få bagage kørt ud til frokostrasten, som i øvrigt bestod af suppe og brød med pålæg begge dage. Forplejningen var fortræffelig, og der var mellem 8 og 10 raster pr. dag, og på den sidste rast var der en Afflegem øl til hver deltager.

Vi havde frygtet en bakkerig tur, men lørdagens tur var mest tilrettelagt i fladt terræn, men med lidt bakker hist og her. Alligevel en meget varieret tur og vejret var dejligt sommerligt til shorts og T-shirt. Dog begyndte det at regne lidt da vi kom i mål og da vi tog bussen tilbage til hotellet.

Søndag morgen gik der ikke en bus før kl. 10, og så ville vi jo ikke kunne nå og gå 50km, så vi tog en taxa til 25 euro, og atter måtte vi tage en kilometer op ad bakke på gåben til startstedet. Denne dag var der godt nok mennesker på startstedet og på vejene i det der også var distancer på 4-8-15 og 25km.

Ruten var meget anderledes fra om lørdagen og med mange flere stigninger men også utrolig flot og meget varieret. Bl.a. var vi oppe på Koppenberg 10,2% og Kwaremont, som er kendt fra cykelløbet Flandern Rundt, og et er at man kan gå op at disse brostensveje, men cykle op er godt nok imponerende. Men sikke udsigter der var på toppen, helt fantastisk.

Søndagen var endnu mere varm, men der var som sagt masser af væskeposter. Der var rigtigt mange mennesker på vejene, børn, unge ældre og gamle, og så Søren og jeg. Der var liv og glade dage, specielt på de sidste par rastepladser, hvor der var forskellige aktiviteter for børn, og hvor de kunne blive malet i ansigterne.

Da vi kom i mål var der overrækkelse af en masse pokaler til alle holdene. Der var 8198 deltagere.

Vi tog atter bussen tilbage til hotellet sammen med en masse glade belgier, som sang og morede sig. Efter et dejligt bad og et godt måltid mad var vi godt trætte efter en herlig weekend og et arrangement til stort UG.

Mandagen tilbragte vi i Bruxelles inden vi fløj hjem mandag aften.